Børnehave
for børn med nedsat funktions evne og udviklingsforstyrrelser.
Grå vejr, duften af ny faldet regn
puster frisk luft ind gennem børnehaven Tusindfryds glasdøre, og videre ind i
fællesrummet. Der ligger små børnejakker og børnesko over det hele. I alle
hjørner og kroge står der hjælpemidler i form af kørestole og gå stativer.
Trods rod og uorden er der ingen børn at se, det eneste larm der kommer, er fra
køkkenet for enden af gangen. På hver side af fællesrummet er der 4 døre, hver
dør har deres egen farve, blå, grøn, rød og gul, ved siden af hænger der billeder
af børnenes ansigter.
Rikke på 28 år er lige blevet
færdig med sin drømme uddannelse som pædagog, hun er startet på sit første nye
job i børnehaven Tusindfryd. Når hun er på arbejde, elsker hun at traske rundt
i sine dejlig tykke og varme strømpesokker, med en dejlig ulden trøje, hendes
hår er stort og krøllet, det hænger næsten altid løst, hun ligner rigtig en
pædagog, og har altid et smil på læben. Rikke elsker sit arbejde meget højt,
hun har altid gerne ville arbejde med børn, og synes det er meget spændende at
arbejde med børn med vanskeligheder. Hun ser børnehaven som sit andet hjem og
er altid glad for at komme på arbejde, da hun selv føler at hun gør en forskel
for børnene.
Peter er en lille, glad mørkhåret
dreng, der normalt er stille og rolig og godt kan lide at sidde og spille på
den Ipad, børnehaven har. Han har autisme, han kan derfor have svært ved for
mange og store forandringer, dette kan give udslag i at han kan komme i meget
dårligt humør.
Peters mor Helle er karriere kvinde,
hun er lige blevet ejer af et internet firma og arbejder rigtig meget, hvilket
er meget nyt for både hende og Peter. Hun kommer altid gående i et sort eller
gråt jakkesæt, og sit mørke brune hår sat op i en meget stram knold. Hun ser
meget professionel ud. Da Peter var nyfødt valgte faren at rejse fra både Peter
og hans mor. Nu er Helle alene med Peter og de er nødt til at klare sig selv,
hvilket ikke altid er nemt for Helle. Helle er stadig i sorg over hendes søns
sygdom, og har især haft svært ved at indfinde sig med at Peter er anderledes
end andre børn, han kræver en del mere arbejde og opmærksomhed. Hun har meget
svært ved at skulle overskue både ham og deres hverdag, samtidig med hendes
meget krævende job, som hun har meget svært ved at lægge fra sig.
Da klokken begynder at nærme sig 12.00
begynder Rikke at gøre klar til mad. Hun ved det er vigtigt at få maden på bordet
til tiden, så børene kan få en struktureret hverdag, så de ikke bliver
frustreret. På det sidste har Rikke lagt mærke til, at Peter har haft manglende
interesse for at spise. Han nægter at spise og sidder bare og stikker lidt til
maden. Rikke har forsøgt på forskellige måder at støtte ham, men han vil ikke
og han bliver sur.
Der bliver dækket bord inde på Peters stue, med dug, glas, tallerkener og bestik. Rikke sætter sig sammen med Peter. Hun fortæller at de skal have hans livret, spagetti og kødsauce. Peter bliver meget glad og smiler med det største smil. De sætter sig sammen forenden af bordet, men det er svært at få Peter til at sætte sig ordentligt ned på stolen og han virker meget usikker. Hun hælder en lille portion op til ham og tager noget op på gaflen og giver den til ham, men han kaster den surt væk igen. Hun prøver at snakke med ham om det og spørger hvorfor han kaster gaflen væk, han svarer surt at han ikke er sulten og ikke gider spise.
Rikke begynder at blive rigtig bekymret for Peter. Hun
kan ikke lide at han ikke vil spise, så hun beslutter sig for at hun vil tage
en snak med Peters mor når hun kommer og henter ham. Den dag kommer Peters mor
Helle, susende ind ad døren kl. 16.30. Det var som om vinden havde givet hende
et skub i ryggen på vej ind, så hurtigt gik det. Rikke går forsigtigt hen til Helle
med et lille smil på læben og spørger hende om hun ikke lige vil følge med
hende ind på kontoret og snakke. Peters mor gengælder slet ikke Rikkes
venlighed, hun kigger i stedet forbavset på hende og svarer at det har hun da
ikke tid til, hun skal hjem og arbejde videre. Hun siger det på sådan en måde
som om at det burde Rikke da have vidst. Til sidst får Rikke dog overtalt Helle
til at følge med.
Rikke fortæller Helle at hun er meget bekymret for Peter,
fordi han ikke vil spise. Hun fortæller også at det er som om at hele hans
humør skifter når de nærmer sig spise tid. Rikke kigger med sine bekymrede øjne
på Helle, og spørge hende om der er sket noget derhjemme, der kunne få Peter
til ikke at ville spise. Helle forstår ikke hvad Rikke mener, og Rikke spørger
hende på en anden måde om der er sket nogle forandringer i Peters struktur.
Peter er nemlig meget glad for struktur, hvis han mister sin struktur bliver
han meget forvirret og kan slet ikke finde ud af det.Helle fortæller vrissent at, siden hun startede hendes firma op, har Peter været besværlig ved aftensmaden. Hun har ikke tid til alle de lange kampe med ham over maden, og fortæller Rikke at det eneste man kan gøre er at tvangsfodre ham. Hun siger det som om, det skulle være det eneste rigtige at gøre. Man kan godt høre at Helle er ved at være rigtig træt at det.
Rikke prøver at forklare Helle, stille og roligt, selvom
hun faktisk er blevet ked af at høre at Peter har det sådan derhjemme, at det
er fordi hans struktur er blevet ændret så meget. Helle får et sammen bidt
udtryk i hovedet og vil slet ikke høre på hvad Rikke siger. Hun synes mest af
alt at det bare er noget pjat med Peter og at det skal de heller ikke tage sig
af i børnehaven. Hun fortæller Rikke at hun bare skal proppe noget mad i munden
på ham, ellers dør han jo også af sult til sidst. Det vil Rikke ikke være med
til, det er alt for synd for Peter og hun mener heller ikke at det vil løse
problemet. Nu har Helle fået nok, hun springer op ad stolen i raketfart, hun
står med en løftet pegefinger foran Rikke, mens hun med en bestemt og høj
stemme siger, at der ikke er nogen der skal beskylde hende for at mishandle
hendes egen søn. Helle stormer ud af døren til kontoret, tager Peters hånd og
stryger lige så hurtigt ud af børnehaven som hun kom ind, med Peter hængende
efter sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar